wtf. ..

opførte mig vred i morges da jeg kom i skole. . . helt uden at jeg var det. Det kom som om det var en selvfølge at jeg skulle reagere sådan. Var griner at opdage at det var totalt en reaktion som ikke var baseret på noget som helst følelsesmæssigt.. som jeg skrev igår i min lille bog, der er ting som forsvinder, reaktioner som viser sig at bunde i vane fremfor følelser. ..

Jeg er målløs. Tak for denne nye måde at se tingene på :D

Idag er jeg bare lidt træt efter en dejlig nat med min kæreste. Det er jeg også taknemlig for. Har lyst til at tage hjem og game lidt og tage en lur inden mødet i aften, men tror det bliver til kun gaming. Sq lidt sjovt at det mælder sig, jeg kan også så tydeligt se hvad det er overspringshandling for. ..at komme i gang med at arbejde. At tage det sidste skridt udover klippen (igen) fri fra afhængighed, symboliseret ved tandlægebesøg, overslag og starten på ansvarlighed.

Yippikayea ARrrrrr og Gløbe med Gun!!

Globe.

Der er noget indeni der skriger på at komme ud. Er ret frustreret over at sidde her ved denne computer stadigvæk, jeg har lyst og behov for at lave noget. Det er ligemeget hvad det er, det skal bare være noget der er tilrettelagt og som varer en hel dag. Jeg føler et behov for at tage fat i Falk og gøre ham opmærksom på hvordan jeg har det, men det er svært. Jeg føler der er meget modstand på at sige det til ham...

Fuck hvor er det frustrerende at ikke komme videre. Jeg har et ønske om at starte skole, gerne nu og jeg kan mærke at der snart sker noget, men ved ikke helt hvad det bliver. Det er lidt utrygt, men samtidig har jeg ro på.

Startede dagen med det jeg ønskede, tibetanere, 10+11 læsning, meditation og bøn. Fik spist hjemmefra og alt er well. Så rendte jeg ind i Falk og kommenterede hans hesten velkomst med galop...nu føler jeg en ny energi, at der skal til at ske noget, at jeg kommer til at tage til handling...og snart.

Jeg beder om inspiration til hvad. Får lyst til at skrive det første og bedste, men vil istedet skrive det første er det bedste. Hvad som helst som melder sig som mulighed for at lave noget bliver det jeg går til med åbent hjerte og gejst.

Guds nåde!!

Da jeg var 14 år gammel havde jeg en oplevelse som ændrede mig radikalt, det ændrede hvordan jeg omgik andre mennesker, taklede situationer og mine følelser og ikke mindst var starten på en 17 år lang kamp for at undgå at andre fandt ud af hvordan jeg havde de tinden i. Det var 16 år hvor fra tid til anden jeg levede i en fantasiverden som jeg havde skabt for at overleve, jeg svingede mellem en opgivende destruktiv adfærd og et forsøg på at leve livet på livets præmisser. Gang på gang kom jeg i kontakt med nogle følelser eller udfordringer som jeg ikke var i stand til at takle, og gik i totalt forsvar for at overleve. Jeg havde så stort et selvhad og selvkritisk syn på min rolle i livet og verden at det endte med at blive mere og mere destruktivt.

Som 24 årig, var jeg totalt udbrændt. Jeg troede det var fordi jeg havde mødt så mange mennesker og oplevet så mange ting at min energi var brugt op, at jeg havde levet livet så stærkt at der ikke var plads til mere. Jeg kunne ikke overskue noget som helst andet end at blot eksistere, selv det var svært med mindre jeg konstant var skæv eller "underholdt".

Jeg har delt dette i mere og mindre detaljer med nogle mennesker jeg er meget nær. I starten var det ubehageligt at dele det, det var meget grænseoverskridende. De sidste par gange har det været meget følelsesladet. Der er ikke nogen som helst vrede blandet ind i det.

Jeg har fået at hvide at det ikke er mit ansvar. Jeg prøver stadig at forstå dette, et eller andet sted har jeg på fornemmelsen at det er gået op for mig. Men det skal have sit eget liv før det går helt op for mig. Dette blev bragt lidt op igår til et AA møde jeg var til, hvor der var en der delte sin historie, det kom bag på mig for det første, samtidig dukkede der en følelse af at jeg havde behov for at dele det med gruppen også. Jeg formåede at dele det med en efter mødet og det viste sig at det var til hjælp ikke en undskyldning eller forklaring. Det er en del af mig af min vej til hvor jeg er idag og hvor jeg er på vej hen. Det er en styrke som jeg er taknemlig for at være i besiddelse af, det giver mig mulighed for at vise andre ligestillede at der er en vej ud af den skyld og skam og at det er muligt at leve et godt liv med følelser, ikke at behøve at gemme sig eller skulle bruge det som en undskyldning for hvordan man er, jeg er bare i dag, er i et fantastisk forhold til en fantastisk pige som jeg elsker virkelig meget. Jeg har følelser, er igang med at acceptere at jeg reagerer på omgivelser fra tid til anden som resultat af det jeg har været igennem, men har ikke længere behov for at flygte fra virkeligheden, mig selv eller de relationer er begyndt at bygge op omkring mig. Det er helt utroligt hvad der er sket med mit liv. Fra at ligge på ryggen totalt lammet af frygt og angst for verden, livet og døden til at elske mit liv og alt det det indebærer, INCL min fortid. Tak for én af mange oplevelser som er med til at gøre mig til det jeg er idag, som har åbnet mit hjerte og mine øjne for en smukkere verden end jeg nogensinde havde forestillet mig, som har fået mig til at se andre mennesker som det de er istedet for at hvordan eller hvor smarte de er.

Guds nåde

Times changes

Fredag 01.Oktober.2010. Sidder og har lyst til at skrive et brev til en gammel kæreste. Det er på baggrund af at det sidste jeg skrev ikke blev skrevet fra hjertet eller ærligt, det blev skrevet som en af de utallige opgaver jeg skulle levere i gymnasiet eller andre uddannelser jeg var på hvor jeg ikke var særlig fokuseret og var mere interesseret i at modtageren synes jeg var dygtig.

Sxoxo vil jeg kalde personen. Dette bliver meget personligt. Først og fremmest vil jeg sige tak for svaret på den mail/brev jeg sendte tilbage i 2008, Jeg må erkende at det ikke var mine ord jeg havde brugt, det var en masse "smarte, rigtige og en andens" hele vendinger jeg brugte, det var et forsøg på at få det til at lyde godt, uvidende om at jeg ikke formåede at føle noget som helst da jeg skrev det, alligevel sendte jeg det til dig. Det er jeg i dag ked af, men det var der nok en mening med at det skulle være på den måde dengang.

Jeg sidder idag med et helt andet syn på hvad vi var igennem dengang, ikke mindst hvad det var jeg havde gang i, mangel på bevidsthed om virkeligheden og mennesker omkring mig, det er så her denne skrivelse kommer ind i billedet.

Da vi mødtes hos Brian havde jeg været igennem en mindre nedtur efter at have kommet hjem fra USA . Jeg var stadig "psykotisk" ovenpå min tur, drak for at kunne være sammen med jer og det gik fantastisk godt. Jeg følte jeg var som en konge. Jeg var ikke genert eller bange for at sige og tage lige præcis det jeg ville have. Og jeg synes du var lækker og pisse fræk så jeg tog dig. Så var der en del events som skete efterfølgende, du var ved at gå fra din daværende kæreste og havde brug for en til at hjælpe dig i gennem det, det blev så mig af en eller anden årsag. . nu havde vi jo mødtes og knaldede så hvorfor ikke få lidt indhold i hverdagen. Desuden passede det jo ind i det billede jeg havde dengang at "hvad man gør". Kæreste, bo hjemmefra. . perfekte rammer for at leve videre fra. Det passede ind i billedet jeg havde skabt som jeg følte at omverdenen ville have jeg skulle leve op til. Efter et par uger viste jeg helt tydeligt at det vi havde gang i var ved at udvikle sig til noget som jeg ikke helt kunne kontrollere. Og jeg begyndte at lyve over for dig og migselv om at det var det jeg ville. I virkeligheden hang jeg bare på dig som et barn på en pat, det hjalp mig lade vær med at se hvordan jeg havde det indeni og at jeg ikke anede hvad meningen med livet var. Det udviklede sig, vi blev ret meget én. . Jeg lavede ikke noget uden at du også var med, mine venner var praktisk talt "non existent" når du var sammen med dine var jeg pisse jaloux og følte mig extremt truet. For JEg var inderst inde udmærket klar over at det var rent performa det jeg fyrede af over for dig, mig selv og omverdenen. Ude af stand til at være ærlig overfor migselv og derved også andre blev vi ved i næsten 2 år inden jeg fik sagt i fra efter at du havde smidt mig ud. Jeg havde da tid til at kigge indad og sluttede det på den måde jeg kunne, dengang. Jeg har mange gange siden fortrudt at jeg ringede til dig og ikke var "mand" nok og kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men det er mig der så gerne ville være perfekt. Jeg er rigtig glad for at du er kommet videre og fandt dig en god fyr og er blevet mor. I starten var det hjærteskærende at se, i forbindelse med at jeg begyndte at få mine følelser tilbage og kunne kigge på hvad det var vi havde og var i gang med at bygge op.. Bs. Det var fordi jeg også ville have det og ikke var i stand til det, følelserne var sat i gang ved at vi ikke længere var sammen, om det var overfor dig kan jeg ikke svare på idag. Det prøver jeg at acceptere, ligeledes prøver jeg at acceptere at jeg ikke kan lave noget om, men bestræber mig på at ikke gentage de handlinger. Idag er jeg forelsket og elsker en pige som jeg har været sammen med i et halvt år og er taknemlig overfor det du gjorde mig opmærksom på ved at skrive dit svar på min henvendelse til dig tilbage i 2008. Jeg havde svært ved og det havde jeg længe med at opfylde dit ønske om at aldrig kontakte dig igen, for jeg ville så gerne vise dig hvordan jeg i virkeligheden er. Det er så mit farvel til dig jeg kommer med her. Og et ønske om et langt og lykkeligt liv til dig. Håber du får alt hvad du har behov for og føler og kan give kærlighed og føle tillid.

One.